LIE GOURMET
LIE GOURMET løfter hverdagslivet og forkæler dine sanser med originale delikatesser inspireret af det ukomplicerede franske landkøkken. En enkel måde at tilføre kvalitet og klassisk velsmag på, så måltidet bliver en oplevelse med plads til nærvær. Det danske brand, har siden 2014, serveret sanselige madoplevelser på glas og flasker i smukt design.
For mange år siden tabte Caroline Lie Korsgaard sit hjerte til Frankrig. Til de gode råvarer, til gastronomien i hverdagen, til la vie française. I dag er hendes passion og sans for velsmag og æstetik omdrejningspunktet i det danske brand LIE GOURMET, hvor inspirationen til de udsøgte delikatesser i høj grad kommer fra det franske køkken, som det udfolder sig i hjemmene.
Mens andre har været draget af det nordiske køkken, har Caroline Lie Korsgaard været tro mod sin kærlighed til det franske spisekammer og de enkle opskrifter, der gennem årtier har fået det bedste ud af de lokale råvarer. Hun har et tæt samarbejde med en række producenter fra blandt andet Provence, og 6 år efter grundlæggelsen af LIE GOURMET byder sortimentet på alt fra ekstra jomfruolivenolie, krydderikværne og pesto til chokolade og fransk marmelade, der forkæler alle sanser.
”De franske producenter er formidable til at trylle velsmag frem med enkle råvarer fra deres baghave. Jeg har altid fyldt kufferten med de lækreste delikatesser, når jeg har været på rejse i Frankrig, men ofte savnet, at æstetikken levede op til indholdet. Derfor kombinerer LIE GOURMET den rene kvalitet med et stilrent, skandinavisk udtryk, der også fortæller historien om det gode liv og gør, at man har lyst til at have produkterne stående fremme,” fortæller Caroline Lie Korsgaard.
LIE GOURMET gør det nemt at forkæle sanserne alle ugens dage. Hvert eneste produkt er fyldt til randen med kærlighed og velsmag. Til gengæld er de uden fine fornemmelser, tilsætningsstoffer og med minimal konservering, ligesom der bliver flere og flere delikatesser uden gluten og laktose for at imødekomme den store efterspørgsel på netop den type produkter. LIE GOURMET stræber kontinuerligt efter at være på forkant med tendenserne inden for fødevarer, og kombinationen af udsøgt kvalitet, originale opskrifter med et tvist og et smukt og stilfuldt ydre har vist sig at appellere til mange.
Siden grundlæggelsen i 2014 er det danske gourmetbrand ekspanderet til hele Norden og flere europæiske lande, og flere markeder er i sigte. Ambitionerne har været store fra begyndelsen, og der er høje forventninger til fremtiden. Sortimentet frister i dag med mere end 140 forskellige varer, der fås i specialbutikker, livsstilsbutikker, food shops, webshops, og LIE GOURMET arbejder målrettet med at forkæle kunderne med flere nye lækkerier og øjeblikke af hverdagslykke.
Bon appétit!